Tre nye bud på Fremtidens Væresteder
Titel: Udvikling af tre bud på Fremtidens Væresteder
Emne: Sociale mursten, socialt udsatte
Kunder: Kirkens Korshær, Den A.P. Møllerske Støttefond og Realdania
Samarbejdspartnere: Karlsson Arkitekter, Zeni Arkitekter og VIVE
Projektperiode: 2017 -
Læs mere: Kirkens Korshær, Den A.P. Møllerske Støttefond og Realdania
Væresteder og varmestuer har hidtil ofte været set som steder, man ender, når livet går en imod. Sammen med Den A.P. Møllerske Støttefond og Realdania har Kirkens Korshær, der driver herberger og varmestuer i 27 byer i Danmark, sat sig for, at fremtidens væresteder, skal være steder, hvor livet kan begynde. Her skal brugerne stadig bare kunne være, men de skal samtidigt tilbydes muligheden for at gøre og handle. I projekt Fremtidens Væresteder bygger Kirkens Korshær tre nye prototyper på Fremtidens Væresteder – i Holbæk, Nykøbing Falster og Esbjerg. I alle tre eksempelprojekter har vi nøje undersøgt de lokale forhold og den særlige målgruppe, for at kunne skræddersy byggerierne, så de bedst muligt understøtter den lokale sociale indsats og brugernes særlige behov.
Der er tale om sociale mursten, og målet er derfor, at arkitekturen og indretningen af de tre væresteder målbart skal løfte effekten af det sociale og pædagogiske arbejde. Projektet er muliggjort med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond og Realdania, og VIVE dokumenterer de afledte sociale effekter.
Carlberg har rollen som fagligt sekretariat for projektet, og varetager den overordnede projektudvikling, koordinering og faglige formidling. Vi har sammen med bygherre blandt andet udarbejdet værdigrundlaget, drevet processerne, inddraget brugerne og udviklet de lokale programoplæg for de tre væresteder.
I 2020 projekteres de tre byggerier og indflytning finder sted i 2022.
Læs mere om projektet her.
Læs mere om tilgangen sociale mursten her.