Evaluering af Skæve Boliger i Københavns Kommune

Titel: Erfaringsopsamling af naboskab til Skæve Boliger

Emne: Social værdiskabelse, socialt udsatte, evaluering, sociale mursten

Kunde: Københavns Kommune

Projektperiode: 2025-

I 2009 blev muligheden for at etablere ‘Skæve Boliger’ skrevet ind i almenboligloven. Formålet var i tråd med tilgangen Housing First at give hjemløse, der har svært ved at passe ind eller ikke kan overskue at bo i traditionelt udlejningsbyggeri, mulighed for at bo i fast bolig i omgivelser, der imødekommer beboernes behov, og hvor rammerne er mere frie end i andre almene boligområder.

Beboerne i skæve boliger er visiteret hertil, fordi deres livsstil og adfærd gør det svært for dem at bo i et traditionelt boligområde. Størstedelen udfordres af at have andre mennesker for tæt på, at være særligt sensorisk sensitive over for eks. nabostøj, og at leve på andre tidspunkter af døgnet end deres naboer som følge af fysisk og/eller psykisk sygdom og misbrugsproblematikker.

Der er i dag 7 skæve-boligbebyggelser i Københavns Kommune med i alt 77 boligenheder med mellem 8-15 boliger pr. bebyggelse. Boligerne er små 1-eller 2-rums boliger på omkring 40m2 brutto bygget som enten individuelle huse eller rækkehuse. Alle beboerne er visiteret gennem kommunen og til hver bebyggelse er tilknyttet sociale viceværter, som hjælper beboerne i dagligdagen.

Med hjemløsereformen skal langvarige ophold på herbergerne erstattes af permanente boligtilbud. For den allermest udsatte og sårbare gruppe af hjemløse er det rette tilbud en skæv bolig. Derfor arbejder forvaltningen på at opføre i alt 112 nye skæve boliger fordelt på en række lokationer i de kommende år. Men kommunen oplever i disse år en udbredt bekymring blandt naboerne til eventuelt kommende skæve boliger.

Det er forvaltningens oplevelse, at det bliver stadig mere vanskeligt at forene målgruppens særlige boligbehov med de muligheder, der er for etablering af skæve boliger i København. Der er derfor behov for at træffe så kvalificerede og oplyste valg som muligt, og til det formål ønsker forvaltningen at få kortlagt og analyseret erfaringerne fra de eksisterende skæve boliger. Carlberg er engageret i projektet for at evaluere 5 ud af de 7 eksisterende skæve boligområder i Københavns Kommune.

Analysen består af en overvejende kvalitativ erfaringsopsamling med naboer, nøgleaktører i lokalområdet og sociale viceværter som primære informanter. Vi omsætter analyserne i en række konklusioner og anbefalinger i forhold til den fremtidige udvikling af skæve boliger i København.

 

Det er faktisk ikke første gang, vi arbejder med skæve boliger i Carlberg. Tilbage i 2023 var vi med i udviklingen af 10 principper for etableringen. De lyder som følger:

  1. Byg individuelle og fritlæggende boliger for at opnå flest forebyggende effekter.

  2. Vær skarp på visiteringen - jo tættere beboerne bor, des vigtigere bliver den rette visitering af beboere.

  3. Etabler tydelige grænser mellem private- og fællesarealer og mellem boligerne for at øge trygheden og minimere konfliktpotentialet.

  4. Skab grønne omgivelser for at fremme beboernes mentale velvære og ro.

  5. Tilbyd fællesarealer, hvor man kan mødes over noget for at fremme beboernes sociale relationer og fællesskab.

  6. Tilbyd alternative ankomstveje for at understøtte beboernes oplevede tryghed.

  7. Skærm boligerne, men undgå at boligområdet bliver helt afskåret fra den omkringliggende by.

  8. Placer fælleshuset centralt og som det første, man møder, så det bliver et samlingspunkt og giver medarbejderne et godt overblik.

  9. Minimer risikoen for ubudne gæster for at sikre, at boligområdet er et helle for beboerne.

  10. Arbejd med boligområdets æstetiske udtryk og identitet, så det signalerer værdighed og minimerer stigma.

Du kan du læse mere om anbefalingerne og principperne her.

Vi ser frem til at komme tilbage og opleve, hvordan de skæve boliger fungerer i praksis, og hvordan vi kan blive endnu dygtigere til at etablere skæve boliger, der imødekommer nogle af samfundets mest sårbare, samtidig med at sikre den gode naborelation.

Læs mere om sociale mursten her.

Næste
Næste

Nye fysiske rammer på Sydfyns Fri Fag- og Efterskole