Udvikling af inkluderende fællesarealer på det nye Drive
Foto: KIRKBI
Titel: Inkluderende fællesarealer på det nye Drive
Emne: Samskabelse, adfærdsdesign, inkluderende arkitektur, sociale mursten
Kunde: Fonden Drive og KIRKBI
Projektperiode: 2023-2024
Fonden Drive er dedikeret til at forbedre betingelserne for læring og udvikling for børn og unge med særlige behov. Fonden har i dag én skole i Børnenes Hovedstad - Billund, hvor de arbejder målrettet for, at alle børn får den bedst mulige skolegang.
Som led i det arbejde er Fonden Drive med KIRKBI som bygherre i fuld gang med at opføre en ny skole målrettet børn og unge med særlige udfordringer, og ambitionerne er tårnhøje:
“Vi ønsker, at skolen skal blive intet mindre end verdens bedste for udsatte børn og unge med psykiske vanskeligheder”, siger direktør i Drive, Christopher Moyell Juul.
For at nå målene er de fokuserede på, hvordan de kan bruge selve arkitekturen og indretningen til at understøtte børnenes trivsel og udvikling, samt den specialpædagogiske indsats.
Skolens medarbejdere, ledelse og elever har i en participatorisk proces været med til at undersøge og udvikle, hvilke behov de reelt set har i deres hverdag, og dermed hvordan de fysiske rammer på bedst mulig vis kan understøtte elevernes trivsel og den pædagogiske praksis.
I Carlberg er vi glade for og stolte over, at Fonden Drive har engageret os til at bistå bygherreorganisationen med viden om inkluderende undervisningsmiljøer til børn og unge med særlige behov, samt til at gennemføre en inddragelsesproces med både elever, fagpersonale og ledelse. En proces som har været med til at give skolen ejerskab til løsningerne fra projektets start.
“Det er et privilegie at være med fra første streg, og vi er glade for, at skolen ikke alene bliver arkitektonisk smuk, men også er udtænkt og tegnet til at skabe optimale rammer for læring og trivsel, når man fx har ADHD eller autisme. Der er tale om design på et højt internationalt niveau, hvor alt fra klasselokaler og fællesrum til udendørsarealer understøtter legende, trygge, stimulerende og motiverende læringsmiljøer”, siger Christopher Moyell Juul.
Skolen kommer til at ligge i sammenhæng med International School of Billund og vil stå færdig i 2025. Den vil blive omdrejningspunkt for at udvikle ny viden om legende, inkluderende og rummelige undervisningsmiljøer.
Projektet drager erfaringer fra vores arbejde med sociale mursten, og kan ses som et af en række projekter, hvor vi sammen med bygherre og brugere udvikler fysiske rammer, så de bedst understøtter det social- og specialpædagogiske arbejde og elevernes trivsel.
Læs mere om sociale mursten her.
Hent rapporten her.