Vi skal bygge mindre boliger, men vi kan ikke bare gøre, som vi plejer

Jo mere småt, tæt og fælles vi bygger, jo klogere boligløsninger er der brug for, skriver etnolog Nicolai Carlberg. For i de små boliger foregår madlavning og søvn måske i samme rum, og fællesskaberne uden for døren kan kræve mere, end de giver.

Hvis man tager statistikbrillerne på, så sidder den gennemsnitlige dansker i dag mere alene med stadig flere kvadratmeter til sig selv i en stadig dyrere bolig og brænder en masse energi af. På papiret er der derfor både livskvalitet, klimahensyn og samfundsøkonomi at hente ved at bygge mere tæt, småt og fælles. Og det gør vi i et rasende tempo i landets største byer.

Vi har før haft historiske epoker med boligmangel i de store byer. Og hver gang har et for hurtigt og billigt boligbyggeri ramt os som en boomerang og kostet både på folkesundheden og på sanerings- og byfornyelseskontoen. Så hvordan sikrer vi os, at vi denne gang ikke bare bygger småt, tæt og fælles i hurtigt tempo, men bygger boliger som reelt er socialt bæredygtige – altså sunde at bo i, gode for vores mentale helbred og fremmende for vores fællesskaber?

Jeg mener, vi skal være opmærksomme på tre ting:

1. Husk, hvad god boligkvalitet er

Et attraktivt postnummer, en altan og en bæredygtig konstruktion i træ vil sandsynligvis kaste anerkendende nik fra vennerne af sig, men siger intet om, hvorvidt boligen er sund at leve i.

Vi bruger cirka to tredjedele af vores samlede levetid i vores boliger. Her er faktorer som fravær af trafikstøj og nabostøj, god akustik, lydisolering mellem boligens værelser, gode indretnings- og møbleringsmuligheder, et overskueligt antal naboer, loftshøjde, naturlige påskud for at mødes, dagslys, æstetik, sunde og sanselige materialer, udkig til natur, depotplads, kontrol med rumtemperatur og luftudskiftning, afskærmning for indkig, integrerede opbevaringsmuligheder med videre alle noget, som har direkte indvirkning på beboerens livskvalitet og sundhed.

Selv om de fleste arkitekter vil sige, at de tegner med menneskets behov for øje, så har arkitekterne brug for hjælp, både fra myndigheder, der tør stille de rette krav, og fra os forbrugere til at skabe den nødvendige efterspørgsel efter de rette boligkvaliteter.

2. Køkken og seng i samme rum stiller nye krav

I små boliger foregår madlavning, tøjtørring og i nogle tilfælde også søvn i samme rum. Det udfordrer indeklimaet og påvirker vores helbred. Store mængder fugt og partikler på få kvadratmeter stiller ekstra store krav til luftudskiftningen. Den skal være effektiv, men uden at medføre trækgener og støj. I nye små boliger med brede vinduespartier fra gulv til loft kan det være svært at skærme sig for generende indkig.

Udover at være en stressbelastning for beboerne bliver bygningsfacaden ofte til en udstilling for afskærmningsløsninger – fra ophængte lagner til diverse gardin- og persienneløsninger. I små boliger vil det typisk være vanskeligt at få plads til et stort skab og andre former for basisopbevaring. Det kan gøre det vanskeligt for beboeren at rydde op og holde orden – og holde rent. Eller finde plads til at opbevare minder og kære ejendele. Der er brug for smarte og integrerede opbevaringsløsninger, hvor alle boligens kubikmeter udnyttes maksimalt.

3. Fællesarealer er ingen lykkepille

Det lyder måske paradoksalt, men fællesarealer er ingen simpel lykkepille. Tænk bare tilbage på sidste foreningsmøde eller store familiekomsammener. Fællesskaber er både noget af det mest givende, men også noget af det mest krævende, der findes.

Derfor er det vigtigt, at de fysiske rammer gør det nemt, trygt og attraktivt at deltage i fællesskabet: Der skal være en tryg og beskyttet base/bolig at trække sig tilbage til, når man bliver relationstræt. Det skal være muligt at overskue, hvem der er i fællesrummet, nemt at fornemme aktiviteter og stemning – inden man træder ind. Det skal være muligt at deltage på flere niveauer. Fra bare at sidde for sig selv – men uden at være alene – til aktivt at deltage i fællesaktiviteter.

Fysisk afstand er ofte en stor barriere, og derfor skal fællesarealer ligge tæt på boligen og/eller være noget, man uundgåeligt kommer forbi. Lidt social friktion kan være en god ting. Naturlige interaktionspåskud vil ofte kunne fremme fællesskabet. Tænk på kaffemaskinen på kontoret eller kakaoautomaten på en efterskole.

Jo mere småt, tæt og fælles vi bygger, jo klogere løsninger skal der til for at fastholde boligkvaliteten. Et oplagt sted at starte er at følge op og undersøge, hvordan nye innovative boligkoncepter (forskellige tiny house-koncepter eller et koncept som Micro Living i Aarhus) fungerer i praksis.

Vi ved fra vores mange funktionsevalueringer af byggerier, at velfungerende løsninger ikke behøver at være dyre. Kun ved at insistere på refleksionen, selv om (eller netop når) det går stærkt, kan vi gøre social bæredygtighed konkret og få udbredt de gode løsninger til gavn for de mange.

Dette indlæg er skrevet af Nicolai Carlberg og blev første gang publiceret d.04.04.22 i Byrummonitor.