Forskere og praktikere forenes i nyt netværk for neurovidenskab og arkitektur
En ting er, hvad mennesker erkender med bevidstheden og kan give videre til os i interviews og spørgeskemaer. Noget andet er, hvordan sansestimuli fra omgivelserne konstant processes i hjernen og påvirker udskillelsen af hormoner og dermed ofte ubevidst styrer menneskers sindsstemning, følelser og adfærd.
I vores arbejde med at skabe velfærdsarkitektur som er inkluderende, sundt og stimulerende er det fremvoksende forskningsfelt indenfor neuroarkitektur en guldgrube af viden, som supplerer vores kvalitative metoder og hjælper os med at forstå om, og i nogen grad også hvordan lys, lyde, temperaturer, mønstre, natur, materialer og andre former for sansestimuli påvirker brugernes sindsstemning og adfærd.
Det er blandt andet med hjælp fra neurovidenskaben, at vi i dag har dokumentation for, at loftshøjde indvirker på kreativitet, at dagslys er afgørende for døgnrytme og sundhed, at åbne kontorlandskaber kan reducere produktivitet, at lyd påvirker vores kognitive evner og at langvarige påvirkninger kan gøre mennesker syge. At der på tværs af kulturer er en præference for kurvede former, at komplekse rum virker stimulerende på hjerneaktiviteten, og at natur kan have en afstressende virkning.
Det er derfor med kæmpe begejstring, at vi fremover deltager i det nye tværfaglige netværk Architecture and Behavior. Netværket er initieret af BBAR (Brain, Body, Architecture Research) ved Aalborg Universitet og sponsoreres af Realdania.
Carlberg ApS deltager i netværket sammen med tegnestuerne 3XN/GXN, AART, C.F. Møller Architects, ERIK arkitekter og CEBRA.
Vi ser utrolig meget frem til samarbejdet!
Zakaria Djebbara, Camilla Jensen Thorup, Cecilie Marie Busk, Katarina Buhl, Benedicte Faber Mygind, Klaudio Muca, Nicolaj Thunbo, Amir Kalantari, Stine Louring, Gitte Frederiksen Kjølby, Farzaneh Behzadi, Dylan Chau Huynh, Carsten Primdahl, My Lunsjö, Tandia Hardcastle