Mursten, der modvirker mistrivsel
For halvandet år siden åbnede Sofie Rifbjerg Efterskole dørene op til deres nye spisesal og bevægelsessal, og sidste forår fik vi lov til at komme tilbage og samle op på, hvad de nye rammer betyder for eleverne og skolen. Det er der kommet en ny evalueringsrapport ud af, og resultaterne er tankevækkende!
Sociale mursten på flere niveauer
Sofie Rifbjerg Efterskole er en af landets 18 specialefterskoler og har en målgruppe, hvor mange af eleverne oplever at være særligt sensorisk sensitive i forhold til det miljø, de færdes i. Derfor betyder de fysiske rammer meget for, om eleverne kan overskue at være med, og om de trives i hverdagen – især i svære rum som en spisesal eller bevægelsessal, hvor man hurtigt kan føle sig overvældet og udstillet.
Den nye tilbygning indgår som en del af de projekter, vi kalder for sociale mursten, og i designprocessen blev både skolens ledelse, medarbejdere og elever inddraget for at finde frem til, hvordan rammerne bedst imødekommer de socialpædagogiske mål og elevernes forskellige behov. Det kom der mange vigtige indsigter ud af, der blev omsat til designprincipper og konkrete løsninger – blandt andet blev der i begge rum arbejdet med at skabe rum i rummene og med overskuelige overgange, så man kan fornemme på forhånd, hvad man kommer ind til; der blev arbejdet med at skabe en ekstraordinær god akustik og et godt indeklima og lys; og der blev prioriteret god plads. En af de vigtige læringer fra Sofie Rifbjerg Efterskole er, at både den overordnede rumlige disponering, men også de helt små detaljer som et dørhåndtag eller et velplaceret vindue spiller ind. Og evalueringen viser, at det virker!
Flere elever deltager
Resultaterne taler for dig selv. Eleverne deltager simpelthen mere. Ved måltiderne rapporterer eleverne en forbedret overskuelighed i rummet. Både variationen i siddemuligheder og opdelingen i rumligheder har betydelig indflydelse på deres trivsel i spisesalen. Lærerne bemærker også en betydelig ændring, idet langt størstedelen af eleverne nu forbliver ved måltiderne i stedet for at skynde sig tilbage på deres værelser.
Også i bevægelsessalen er det tydeligt, at de fysiske rammer har haft stor indvirkning. Der er observeret en markant stigning i antallet af elever, der deltager i fysisk aktivitet. Den trinvise adgang til lokalet har vist sig at være afgørende, da eleverne har mulighed for at få et overblik og ændre deres beslutning, inden de træder helt ind i rummet. Bevægelsessalen tilbyder i dag en betydelig variation af aktiviteter, og trappen giver eleverne mulighed for at observere og samtidig skabe andre former for socialt samvær. Dette skaber mulighed for og indbyder til, at der kan foregå forskellige typer af aktiviteter og samvær samtidig.
Er du nysgerrig på at vide mere og se de konkrete tal, så læs hele rapporten her.
Eller læs med på, hvad andre har skrevet: