Vi må ud af liveability-tornadoen, der ødelægger storbyerne

Af Nicolai Carlberg

I forrige uge argumenterede landskabsarkitekt Stig Lennart Andersson i et debatindlæg her i Byrum for, at vækstfilosofien er i modstrid med det gode byliv.

Måske forholder det sig endnu mere urovækkende end som så. Vi sætter i stigende grad lighedstegn mellem byliv og byvækst. Det gode byliv, vi hylder, er det byliv, som sælger. Men caféture, designerbutikker og festivaler er ikke forudsætningen for et rigt, socialt liv. Der skal andet til.

Leve op til liveability-idealet

Netop nu er det festivaltid. Ikke sjældent høres den sært forvrængede lyd fra en af byens koncerter i det fjerne.

Man ved, man burde være en del af festen. For ens egen skyld, men også fordi man så kunne leve op til idealet om den gode bybo. En som er med til at fylde gaderne med byliv, drikker kaffe med fremmede på Absalon, kaster sig i havnen på Bryggen eller flikker nogle bæredygtige plantekasser sammen med naboerne.

Man vil gerne leve op til den fantastiske fortælling om København som the most liveable city in the world.

Tiltrække den kreative klasse

Op mod årtusindeskiftet blev økonomien stadig mere global, og virksomhederne begyndte at flytte den arbejdsintensive del af produktionen ud til verdens lavtlønsområder. Selv kastede vi os over de mere kreative processer – produkternes udvikling, indpakning og branding. Det var med til at ændre vores bosætningsmønstre: Hvor arbejderne tidligere flyttede hen, hvor virksomhederne lå, var det nu i stigende omfang virksomhederne, som flyttede hen, hvor de klogeste og mest kreative hoveder gad bo.

Der opstod en intens konkurrence byerne imellem om at tiltrække den veluddannede, kreative middelklasse og dermed gode skatteborgere. Citybranding opstod som disciplin, og livsstilsmagasinet Monocle lancerede i 2008 den første internationale rating af verdens storbyer målt på liveability.

København lå i top.

Københavns konkurrencefordel

Københavns særlige konkurrencefordel var en blanding af velfærdsstat, som havde taget brodden af de sociale spændinger. Dels havde arkitekten Jan Gehl allerede i 1970’erne lagt det teoretiske fundament for en by indrettet til (gående) mennesker. Endelig havde en gennemgribende, statsstøttet byfornyelse siden krigen luftet grundigt ud i, hvad der blev opfattet som den tætte og usunde storby.

Fra at være dikteret af bilen og et omdrejningspunkt for handel og produktion, blev bylivet i stigende grad rekreativt og designet efter vores lyster og nydelse.

Byens borgerne er blevet kræsne forbrugere – vi er blevet kunder i bybutikken. Og jo flere kunder i bybutikken, jo mere byliv, jo mere attraktiv og liveable, jo flere arbejdspladser, jo stærkere konkurrenceevne, jo flere tilflyttere og byturister, jo mere byliv …

Selvforstærkende tornado

Det er så småt ved at gå op for os, at det er en selvforstærkende tornado, som suger de uudtømmelige mængder af byboere og byturister til sig og dermed propellerer de succesrige byer ud i usunde ekstremer.

Erhvervsministeren har for nylig lovet Københavnerne en decideret hovedstadspolitik. Formålet er efter sigende at tage godt imod væksten og gøre Hovedstaden parat til de cirka 200.000 nye borgere, som byen forventes at vokse med frem mod 2030. Ledestjernen skal ifølge Hovedstadskommissionen være liveability.

Meget er endnu ukonkret, men man kan frygte, at den konklusion er udledt halvvejs i blinde inde fra selve tornadoen. Og at det herfra er vanskeligt at se bagsiden af liveability-mønten.

For hvad er egentlig the most liveable city in the world for den skolelærer, som ender med at kvitte drømmejobbet på Frederiksberg og i stedet tage job på den lokale skole i Stenløse, hvor hun og familien har råd til at bo?

Hvad er liveability for de beboere, som oplever, at gadefester, turister og Airbnb tipper balancen mellem værter og gæster i gaden? Hvad er liveability for det stigende antal ensomme og de unge hjemløse i København? Hvad er liveability for de stadig flere, som døjer med stress og angst og næppe har brug for mere distortion?

Vi må ud af liveability-tornadoen. Vi må igen til at skelne mellem byudvikling som forretning og byudvikling som samfundsudvikling.

Sociale relationer

Når vi i dag ved, at et godt og sundt hverdagsliv blandt andet afhænger af nære sociale relationer, så må vi bruge byudviklingen til at indrette et boligmarked, som ikke splitter, men giver mennesker mulighed for at bo nær familie og venner livet igennem.

Når WHO peger på, at mental sundhed bliver vores tids største sundhedsudfordring, så må vi bygge boliger, som kan mere end blot at være efterspurgte, fordi de har altan, fire værelser og postnummeret i orden. Boliger, som også er mentalt sunde at bo i, fordi de blandt andet har dagslys, gode oprydningsmuligheder, god loftshøjde, sanselige materialer, gode rumløsninger, fravær af indsigtsgener, er lydisolerede og med gode muligheder for at socialisere med naboerne.

Fortsætter vi med primært at sælge liveability i bybutikken risikerer vi, at hele byen ender som Strøget. Underholdende og dyr at besøge en gang imellem, men ikke et sted at have et godt og sundt hverdagsliv.

Læs debatindlægget i Politiken Byrum her.