Det hemmelige våben i kampen mod hedebølgen var din frelsende nabo

Af Nicolai Carlberg

Da den nordamerikanske by Chicago tilbage i sommeren 1995 oplevede en ekstrem hedebølge, døde hele 739 borgere. Byen var i chok, og forskerne søgte forklaringer. Ingen modeller havde formået at forudsige et dødstal i den størrelsesorden. Den dengang unge lokalfødte sociolog Eric Klinenberg brugte sammen med sit forskerteam år på at forstå, hvad der var sket, og udgav i 2002 den nu klassiske og prisbelønnede bog ’Heat Wave: A Social Autopsy of Disaster in Chicago’.

At dødstallet overraskede i sit omfang, var én ting, men mindst lige så overraskende var resultatet af Klinenbergs undersøgelse af, hvorfor døden ramte forskelligt i byens forskellige bydele.

Dødeligheden måtte umiddelbart forventes at følge byens generelle mønster af fattigdom og segregering. 8 ud af de 10 hårdest ramte kvarterer var da også blandt byens fattigste, med højeste kriminalitetsrater og med overvejende afroamerikansk befolkning.

Det overraskende var, at også blandt de 10 kvarterer med den laveste dødelighed fandt man tre kvarterer, som var blandt Chicagos fattigste og overvejende afroamerikanske kvarterer.

Markant forskel på to ens kvarterer

I den sydlige del af Chicago ligger de to kvarterer Englewood og Auburn Gresham side om side. Begge med næsten hundrede procent afroamerikansk befolkning, samme andel af ældre borgere og begge fattige og med høje kriminalitetsrater. I Englewood døde mere end 33 ud af 100.000 indbyggere, mens tallet for Auburn Gresham var nede på bare tre – hvilket er lavere end flere af de rige og overvejende hvide kvarterer i den nordlige del af byen.

Klinenberg og hans forskerteam gennemtrawlede enorme mængder af data for at finde forklaringen. Det viste sig, at den dramatiske forskel i dødeligheden ikke kunne forklares med bedre tekniske installationer, flere hjem med aircondition eller forekomsten af flere kølende træer og lyse byggematerialer.

Forskellen bestod i kvarterets sociale sammenhængskraft.

Englewood havde været igennem en økonomisk krise mellem 1960 og 1990. Mange indbyggere havde været tvunget til at flytte derfra, butikker havde drejet nøglen om, institutioner lukket ned, og foreningslokaler lå forladte hen. Der var ikke længere en social infrastruktur i bydelen, folk gik ikke længere på gaden, folk kendte ikke længere hinanden som førhen, og mange endte derfor med at dø alene i deres hjem.

Og omvendt i Auburn Gresham. Her blomstrede det lokale liv. Folk gik på gaden for at købe ind, spise, dyrke sport eller gå i kirke. Her kendte man hinanden. Under hedebølgen gik frivillige fra boligforeningerne rundt og lavede wellness-check ved lige at banke på og høre, om alt var okay hos de borgere, de vidste var ældre eller sårbare.

For indbyggerne i Chicago svarede det at bo i et kvarter som Auburn Gresham nogenlunde til værdien af et velfungerende airconditionanlæg i sit hjem.

Dæmninger med byrum er alle milliarder værd

Senere har andre forskere konstateret, at den sociale sammenhængskraft ikke blot øger kvarterets resiliens i krisetid, men også grundlæggende bidrager til indbyggernes sundhed og livskvalitet. I 1990 var den gennemsnitlige levealder eksempelvis fem år højere i Auburn Gresham end i Englewood.

Så når bydelen Manhattan i New York (og med den mange andre udsatte byer verden over) i de kommende årtier får en milliarddollardyr klimatilpasningsløsning efter dansk model, hvor de tekniske dæmningsløsninger er pakket ind i, hvad Klinenberg har kaldt et tagselvbord af byrumsløsninger, så skal man ikke kimse ad betydningen af sidstnævnte.

Faciliteter, som reelt evner at få os ud på gaden, mødes og interagere i et lokalområde er ikke bare folkeligt pynt, som skal få skatteborgerne til at æde udgifterne til den dyre hardware. Det kan meget vel være det, som i sidste ende redder os fra døden.

Læs debatindlægget i Politiken Byrum her.