Hotel og Restaurantskolen: en skole til håndværkspædagogik
Titel: Et nyt gastronomisk kvarter og en skole skræddersyet til håndværkspædagogik
Emne: Velfærdsbyggeri, social værdiskabelse, funktionel bygherrerådgivning, pædaogik, sociale mursten
Kunde: Hotel og Restaurantskolen
Projektperiode: 2024-
På den historiske Allergrund i Valby ligger Hotel og Restaurantskolen. Og det skal den sådan set blive ved med, men grunden skal omdannes til et nyt gastronomisk campus, hvor gastronomi og hospitality er i centrum. De historiske bygninger vil blive bevaret og omdannet til ungdomsboliger, mens skolen får nye bygninger skræddersyet til formålet.
Som så mange andre erhvervsskoler oplever Hotel- og Restaurantskolen, at diversiteten i elevgruppen er ekstrem. Det gælder alder, kulturel baggrund, kønsidentitet, faglige forudsætninger mv. Dertil vurderes stadig flere elever bliver berettiget til specialpædagogisk støtte. Enten pga. en diagnose eller fordi de kæmper med social angst, skolevægring, ordblindhed eller andet. Det gælder op mod 30-40% af eleverne.
Nu vil skolen løfte faglighed og håndværk til nye højder i uddannelsen af dem, der skal forme fremtidens gastronomi og hospitality. Det skal ske med en ny, bæredygtig fagskole og tilhørende campusområde. Skolen bliver hjertet i den nye campus på Allergrunden – den nye port til Valby.
Hotel- og Restaurantskolen har takket være en generøs donation fra Nordea-fonden på 266 mio. kroner fået mulighed for at rykke ud af de ellers fine, men til formålet helt umulige, Aller-bygninger i Valby og med professionel bygherreassistance fra PensionDanmark bygge en helt ny skole skræddersyet til skolens håndværkspædagogik.
Visionerne er tårnhøje. Skolen skal være med til at cementere Danmarks position som et gastronomisk foregangsland. Det samlede anlægsbudget er på 600 mio. kroner.
Carlberg er engageret for at afdække, hvordan fremtidens værkstedsbaserede undervisningsmiljø bliver inkluderende for alle elever.
Vi retter blikket mod den voksende gruppe af elever, der er i særlig risiko for at falde fra uddannelsen eller mistrivsel. Alle dem, som dagligt bruger al for meget energi på at kompensere for dårlig akustik, larm, visuel støj, uforudsigelighed, manglende orienteringsmuligheder, træk, unødvendige distraktioner, trængsel, dårlig belysning, mangel på ro med mere – og som blandt andet derfor mister overskuddet og trækker sig fra undervisningen.
I rollen som funktionel bygherrerådgiver har vi fokus på at udvikle og fastholde den sociale værdiskabelse i byggeprojektet fra a-z.
Læs mere om sociale mursten her.