Hvad laver vi egentlig i Carlberg?

Sommer er i mange brancher ensbetydende med STATUS. Man tæller varelageret op og skaber overblik. Hvis du er nysgerrig på, hvad en lille specialiseret rådgivningsvirksomhed som Carlberg egentlig går og laver, så følger her en dugfrisk sommerstatus:

Carlberg har pr. dags dato 25 igangværende projekter på listen. Små og store. Næsten alle handler de om, hvordan vi ved brug af universelt og inkluderende design målbart kan skabe sociale værdier som sundhed, trivsel, tryghed, læring og fællesskab. Velfærdsarkitektur som virker.

Hvilke typer ydelser?

Knap halvdelen af de 25 projekter kan karakteriseres som bygherrerådgivning. Her er vores særlige ekspertise at hjælpe bygherre i hele processen fra de indledende faser med rammesætning af projektet, udvikling af vision og forandringsteori, inddragelse af alle relevante brugergrupper – herunder brugere som er særligt udsatte eller sårbare, udvikling af byggeprogrammer eller konkurrenceprogrammer, udføre KS på projektudviklingen hele vejen til aflevering samt efterfølgende hjælpe bygherre med ibrugtagning. Seks projekter kan karakteriseres som evalueringsopgaver, der omfatter en bred vifte af evalueringstyper – fra participatoriske evalueringer med brugerne til mere dokumenterende effektevalueringer, to er analyseopgaver baseret på en blanding af kvalitative og kvantitative data, to omfatter strategisk planlægning i større skala, ét er et borgerinddragelsesprojekt med fokus på socialt udsatte i en ny bydel og endelig er ét projekt et kampagnesekretariat som omfatter en kompleks proces med både faglig research, procesfacilitering, konceptudvikling, projektkvalificering og kommunikation.

Hvilke tematikker?

Tematisk omhandler 9 af de 25 aktuelle projekter udvikling og evaluering af inkluderende undervisningsmiljøer på forskellige uddannelsesinstitutioner - erhvervsskoler, FGU, specialefterskoler, gymnasieskole, behandlingsskole m.fl. Det er projekter, som tilsammen undersøger, hvordan vi skaber de bedst mulige fysiske rammer for unge, som føler sig udenfor eller i mistrivsel – både unge der oplever vanskeligheder ved at føle sig anderledes, unge som har en diagnose og unge med forskellige grader af angst, social angst, skolevægring m.v. Vi er netop ved at lægge sidste hånd på evalueringen af et par af disse projekter og resultaterne er tankevækkende. Læs mere i kommende indlæg.

6 af de 25 projekter omhandler udvikling og evaluering af fysiske rammer målrettet socialt udsatte. Vi udvikler blandt andet tre nye bud på indretning af fremtidens væresteder, en analyse af herbergernes ændrede funktion og indretning i lyset af den nye hjemløsereform, bygherrerådgivning på ombygning af et af Aalborgs store herberger; samt et inspirationskatalog til alle aktører, som arbejder med boligløsninger til unge i hjemløshed. I den kommende tid kommer kampen mod ensomhed og udvikling af den ældrevenlige by også for alvor på vores dagsorden.

3 af de 25 projekter omhandler udvikling af metoder til at evaluere byggeri. Vi er stolte af at samarbejde med landets største kommune om at udvikle og implementere et værktøj til systematiske funktionsevalueringer af alle kommunens skole- og daginstitutionsbyggerier. Men også af at hjælpe en NGO med at udvikle et skræddersyet værktøj til screening af deres ejendomme, som beslutningsgrundlag for deres Facility Management, og af at hjælpe en norsk tegnestue med at udvikle og teste en metode til genbesøg og evaluering af tegnestuens større projekter.

Hvilke kunder?

De 25 aktuelle projekter er naturligvis alle initieret og ejet af vores kunder som omfatter kommuner, fonde, organisationer og private virksomheder. Herunder Københavns Kommune, Dybbøl Efterskole, Aalborg Kommune, By & Havn, Troldkær Skolen, Realdania, Kirkens Korshær, Den A.P. Møllerske Støttefond, ADHD-foreningen, Frederikssund Kommune, Hjem Til Alle alliancen, Middelfart Kommune og mange flere.

Vi er privilegerede af, at vores kunder altid er yderst ambitiøse, fagligt førende på deres felt og arbejder med at udvikle nye løsninger på vigtige samfundsrelevante problemer. Det forventes derfor også, at vores resultater kan inspirere andre offentlige og private aktører.

Hvilket efterår!

Vi glæder os til et spændende efterår og tøv ikke med at kontakte Nicolai Carlberg på nc@carlberg.dk eller mobil 23 29 02 96, hvis du ønsker at høre mere.

Forrige
Forrige

En bolig er ikke bare en bolig i kampen mod hjemløshed

Næste
Næste

Carlberg opruster på viden!