Healthy design
Det er et mareridt at forestille sig, hvordan det er at ligge på sengen i den minutiøse kahyt på 8. dæk på krydstogtskibet Diamond Princess i den japanske havneby Yokohama. Du har fået oplyst, at flere af dine medpassagerer er blevet syge. Smitten er luftbåren. Myndighederne vil isolere de syge. Du må ikke gå i land. Du kan høre nogen hoste i kahytten ved siden af. Dine øjne hviler uundgåeligt på ventilationsristen i loftet. Den svage summen, der bringer livgivende ilt til de få kvadratmeter. Men bringer den mere end det? Det mener flere eksperter i dag, og dermed peger de på, at hvad man kunne kalde smittereducerende design bliver endnu en vigtig brik i arbejdet med at skabe sunde byer og bygninger i en verden, hvor vi lever stadig tættere sammen. Skærpede krav til filtre i luftcirkulationsanlæg, mulighed for naturlig ventilation, aktiv styring af luftfugtigheden, hyppig rengøring af smittebærende overflader samt håndvaske i bygninger og byrum hvor mennesker samles er nogle af de mange tiltag vi fremadrettet kommer til at medtænke i udviklingen og driften af vores bygninger og byrum. NY Times fortæller om perspektiverne her.